BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg
vedrørende
Forslag til landstingsforordning om ændring af Landstingsforordning
om søtransport af gods til, fra og i Grønland
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Lars Sørensen, IA, formand
Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen, Siumut
Landstingsmedlem Peter Grønvold Samuelsen, suppleant, Siumut
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen, Atassut
Landstingsmedlem Mogens Kleist, Kandidatforbundet
Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har efter 1. behandlingen under EM2001 gennemgået forslaget med bemærkninger.
Samråd
Udvalget har endvidere som led i udvalgets behandling af forslaget haft Landsstyremedlem for Økonomi Josef Motzfeldt i samråd.
Forslagets indhold.
Forslaget har til formål at skabe hjemmel til Landstinget kan differentiere afgiftsprocenten på befragtning af gods til, fra eller internt i Grønland.
Afgiftsprocenterne fastsætter Landstinget herefter i en tekstanmærkning til de årlige Landstingsfinanslove.
Udvalget har noteret sig, at afgiftsprocenterne i forslag til landstingsfinanslov for 2002 er sat til 9,82% for søtransport af gods til Grønland, mens afgiftsprocenten for søtransport i og fra Grønland er 0%.
Et flertal i udvalget bestående af Siumut, IA og Atassut tilslutter sig forslaget og indstiller forslaget til vedtagelse
Et mindretal i udvalget bestående af Kandidatforbundets medlem skal om forslaget bemærke, at de økonomiske konsekvenser for Nordgrønland, yderdistrikterne og bygderne ikke er undersøgt. Mindretallet indstiller derfor forslaget til forkastelse.
Med disse bemærkninger skal Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg overgive forslaget til 2. behandling.
Lars Sørensen, Formand
Per Rosing-Petersen
Godmand Rasmussen
Peter Grønvold Samuelsen
Suppleant
Mogens Kleist